Grunden hertil er, at min far har været dårlig, siden han kom på plejehjem i januar måned. Ja og så alligevel ikke dårlig...op og ned gik det hele tiden.
Men for 14 dage siden opgav han kampen. Jeg skriver bevist "kampen", for det har været en sej kamp for ham de sidste 3 år. En kamp mod en krop, som ikke ville det samme som hans hoved.
Men for 14 dage siden lagde han sig til at sove og sov stille ind 4 dage senere, mens min mor, deres hund, afdelingssygeplejersken og hans ynglings-hjælper var hos ham.
Han havde ligget i en slags koma i de 4 dage, men da min mor lagde hunden op til ham, og lagde hundens hoved op til min fars hoved, gik der 15 min., så var han væk. Stille og fredeligt.
I fredags blev han bisat, og trods den sørgelige anledning havde vi en rigtig hyggelig dag.
En farverig buket til min far, som var farvehandler i 51 år
De år han har været syg, har jeg jo besøgt ham jævnligt, og vi har fået talt og hygget hver gang. Min far var ikke den store samtale-mand, men så snakkede jeg jo bare. Nogle gange lå vi bare og så tv.....min far i sin seng, og jeg smed mig ovenpå min mors seng. Andre gange sov min far, mens jeg sad og hæklede. Så talte vi lidt sammen, når han vågnede. Og andre gange var vi bare stille sammen.
Vi fik god tid til at vende rigtig mange ting.
Så nu står jeg tilbage med flere gange om dagen i et split-sekund at tænke: "Hov, det var sjovt/en god ide/dumt gjort, - det skal jeg huske at fortælle far", og så: "Nåh nej".
Men det gør ikke noget, for vi nåede tale om det, vi skulle nå. Og jeg nåede at lære alle de ting, jeg skulle af min far. For "Min far kan alt!", og nu kan jeg næsten.....næsten lige så meget (hvis jeg gider).
Lene